Videreformidling: Kommende renoveringsarbejde på Møllevej

3.7.2026

Vi er blevet informeret af Frederikssund Kommune om et kommende renoveringsprojekt på Møllevej i Jægerspris. Vi videreformidler hermed informationen til berørte borgere.

Om projektet

Projektet omfatter blandt andet:

  • Nedgravning af eksisterende luftledninger for at forbedre forsyningssikkerheden og reducere fremtidige driftsproblemer
  • Udskiftning af eksisterende træmaster til nye stålmaster
  • Udvidelse og ombygning af fortov til en opdelt gang- og cykelsti
  • Flytning af kantsten samt øvrige nødvendige vej- og fortovsarbejder

Arbejdet vil foregå langs hele vejstrækningen og kan i perioder berøre arealer tæt på skel.

Vigtig information til grundejere

For at entreprenøren kan udføre arbejdet sikkert og effektivt, opfordres alle grundejere til at:

  • Beskære træer, hække og anden beplantning, som kan være til hinder for arbejdet
  • Tilbageskære beplantning til skel, så fortovet kan benyttes fuldt ud under arbejdet

Tidsplan

Arbejdet forventes at starte i uge 28 i den sydlige ende af Møllevej med nedgravning af kabler. Herefter bevæger arbejdet sig gradvist mod nord i løbet af sommeren og efteråret.